Efter at det havde regnet det meste af dagen, klarede det lidt op ved 15 tiden. I dofbasen havde jeg set, at der tilsyneladende havde været fald af småfugle i løbet af natten, der var i hvert fald ok pæne tal af bl.a. rastende Løvsanger fra Gilbjerg og Feddet. Jeg tænkte, at jeg lige ville give Stubben en chance og trillede af sted ved 15.30 tiden.
Jeg var fremme kl. 16 og et tjek af det første krat ved hegnet afslørede hurtigt at der var godt med småfugle. Krattet var nærmest levende af løvser. Tre Broget Fluesnapper blev også noteret. Det tegnede godt. I krattene syd søen var der 5 Bynkefugle og pænt med Løvsangere og i det yderste krat på del 1 var der flere løvser samt 2 Broget Fluesnapper. Ca. 40-50 Løvsangere vurderede jeg at der i alt var på del 1.
Derefter gik jeg over på del 2. Ikke overraskende var der også Løvsangere over det hele her; syngende, kaldende og meget aktivt fouragerende. Omkring 50-60 vurderede jeg der var, dvs. i alt omkring 100 rastende Løvsangere på Stubben! Det er ny dagsrekord. Mindst 7 Broget Fluesnapper fik jeg også noteret. 12 på én dag er også ny dagsrekord! Tidligere rekord var 8.
En Skovsanger sang sporadisk fra det tætte krat og blev også set fint. Senere fandt jeg en mere i den østlige del. En ringdrossel hun sad pludselig i toppen af et træ i den vestlige del og senere sås en han i den østlige del. En tidlig Grå Fluesnapper blev det også til.
En ekstra bonus blev en Vandrerfalk der pludselig kom for fulde hammer lavt over del 2. Desværre nåede jeg ikke at få foto af den. Mødte senere Lars Andersen, som også havde set den fra del 1.
Derudover blev det også til en trækkende Småspove og en noget afvigende og aparte-udseende Løvsanger. Se foto. Mht. afvigende fugle, så holder der også en ret mørk Engpiber til på Stubben, som ved første øjekast kan minde om Skærpiber. Den har i øvrigt også mørke ben, hvilket er lidt atypisk. Se foto.
Alt i alt blev det den bedste forårs fald-dag jeg nogensinde har oplevet på Stubben. En fed oplevelse! Her er et par foto af dagens fugle.

Skovsanger, Stubben del 2. 1 maj. Foto: Thomas Hellesen

Skovsanger, Stubben del 2. 1 maj. Foto: Thomas Hellesen

Broget Fluesnapper, Stubben del 1. 1 maj. Foto: Thomas Hellesen

Ringdrossel, Stubben del 2. 1 maj. Foto: Thomas Hellesen

Afvigende Løvsanger, Stubben del 2. 1 maj. Foto: Thomas Hellesen

Afvigende Løvsanger, Stubben del 2. 1 maj. Foto: Thomas Hellesen

Afvigende mørk Engpiber, Stubben del 1. Foto: Thomas Hellesen
Skiller sig ud fra de andre engpibere ved at have en tydeligt mere mørkt tonet dragt. Har også mørke ben.