Archive for marts 2008

DOF-tur til Stubben

marts 30, 2008

Af: Andreas Bruun Kristensen

Søndag d. 30. marts 2008 var 21 fuglekiggere mødt op for at deltage i DOF-turen på Stubben. Vi startede ved rundkørslen kl. 9 og fortsatte til del 1. Derefter fortsatte vi til betondokken, hvor vi holdt kaffepause i læ for den friske SØ-vind, før vi tjekkede del 2. Den friske SØ-vind betød at småfuglene trykkede i krattene. Der sås ca. 15 fuglekonger – primært i Stubbenskoven på del 2. De fouragerede lavt i dag pga. blæsten. Dagens højdepunkt (for dem der nåede at se den!) var en skeand han. Den har formentlig ligget i læ af stenmolen nord for del 1, men sås først da den gik på vingerne og forsvandt som en prik over Øresund mod SØ.

Skeand er en sjælden gæst på Stubben. Siden 2004 har der været følgende observationer:

2007:  0 obs.

2006: 26/8 1 S. 

2005:  22/5 1 han, 2/9 11 SØ, 23/9 2 SØ.

2004: 16/5 1 han, 1/9 1 SV.

I søen på del 1 (sø 1 og sø 2 er nu en stor sø) lå der foruden troldænder et par krikænder. De sås fint i skop, selv om det var svært at holde optikken stille i den friske vind. På den østlige del af del 1, hvor sø tre nu er fyldt op med jord, sås hele fire store præstekraver. Vi kan håbe, de vil yngle på lokaliteten. Der er dog så meget færdsel samt mink, at det nok er tvivlsomt om de får succes.

Under kaffepausen i betondokken sås 5 bramgæs flyvende lavt over del 1. Her var der også tid til at kigge i Stubbenrapporten. Den kan hentes som PDF fil ved at klikke her.

Der blev kigget efter skovhornugler og rødtoppet fuglekonge i Stubbenskoven, men vi måtte desværre nøjes med fuglekonger, rødhals og 1-2 sangdrosler.

stubbenskoven.jpg

Den friske vind betød, at småfuglene holdt lav profil. Vi måtte nøjes med de almindelige arter. Foto: Gerd Bonnesen

Det skulle vise sig, at dem der valgte at sove længe, og først besøge Stubben om eftermiddagen, kunne opleve et fint træk af traner. Således sås 355 af Christian M. Jespersen i perioden kl. 14-16. En husrødstjert sås desuden af Anders Søgaard på del 1.

Mink

marts 30, 2008

 Skrevet af Gerd Bonnesen.

Fredag d. 28.03.08 var jeg med Mette og Kim  på Stubben i håb om at se det annoncerede tranetræk. Vi nåede desværre kun at se bagtroppen af en flok på 25 traner, som kom flyvende lavt henover Stubben da vi ankom. Til gengæld så vi en flok på 80 ude over Øresund og en flok på 25 over Hellerup Havn.

Det blæste  som sædvanligt en halv pelikan, så vi stillede os i læ af en bunke kampesten på den yderste sydlige ende af del 1 for at finde nogle Stor Præstekrave inde på stensletten. Efter ihærdig søgen lykkedes det os endelig at finde 2, de falder virkelig godt i med det stenede lanskab.

Bedst som vi stod der, kom en stor fed mink i fuld firspring hen ad kanten til bassinet.  Lige inden den nåede helt hen til os, fik den øje på os og forsvandt mellem stenene ned til vandet.

Vi nåede kun at fange den med kameraerne. Hvis den bor i stenbunken, ser det slet ikke godt ud for ynglefuglene i området.


Mink på stubben. Marts 2008. Foto: Gerd Bonnesen


Mink på Stubben. Marts 2008. Foto: Kim Bonnesen

Traner over Stubben

marts 30, 2008

Traditionen tro plejer slutningen af marts at give trækkende Traner over Stubben. På dette tidspunkt af året forlader de deres samlingssted ved Rügen i Tyskland. Efter overvintring i Spanien og Nordafrika samles Tranerne hvert år ved Rügen inden deres videre træk mod ynglepladserne i Sverige og Norge. Inden de når deres ynglepladser samles de igen ved Hornborgasjön i Sverige, hvor op til 12.000 traner kan ses i starten og midten af april.  

De sidste par dage er der set lidt over 700 Traner trække over Stubben: 320 d. 28.3 (JTS, GB), 346 d. 27.3 (JTS) og 55 d. 24.3 (MST, GB). Sidste år blev der på samme tidspunkt, fra d. 24.3 til d. 27.3 set lidt over 3000! Forskellen skyldes vejr og vindforhold. Tranerne trækker normalt af en østlig rute, over Østersøen, men ved østlige vinde skubbes trækket mod vest, og det resulterer i at store mængder traner kan ses, især over det østdanske.

Tranetrækket er ikke slut for nu. I de næste par uger kan der stadig ses trækkende Traner over Stubben. Den bedste opskrift på trækkende Traner er klart vejr, varme og østlige vinde. Så hold øje og øre med trompeterende Traner i luftrummet de næste par uger!
 traner_2732007_mw_500x343.jpg
Trækkende Traner, Stubben. Marts 2007. Foto: Mikkel Willemoes

Ingen stenpikker, men til gengæld 55 traner

marts 24, 2008

 Skrevet af Gerd Bonnesen.

En lang påskeferie nærmer sig sin afslutning og Mette og jeg besluttede derfor, at den ultimative afslutning på denne måtte være et smut på Stubben idag for at se, hvordan det står til derude. Vejret var som bekendt fremragende igår og DMI havde lovet 5 m/s fra syd og lidt overskyet, så mon ikke at vi også idag ville få endnu et strejf af foråret? Vi aftaler at mødes kl. 12, lidt senere end vi normalt tager afsted,  vi satser på at vejret er lidt varmere midt på dagen end om formiddagen og måske vil vi se nogle andre arter end vi plejer, en meget tidlig stenpikker måske, man kan aldrig vide!

Kl. 12:30 står vi i rundkørslen på Kattegatvej. På den tomme grund langs vejen ser vi 3 sirlige jordbunker ligge i række, digesvale-højen er blevet jævnet med jorden, som planen var. Ærgerligt at vi skal undvære disse livlige fugle på Stubben til sommer, men positivt at Havnen har fået det gjort i god tid inden digesvalerne ankommer, så de slipper for at blive tvunget fra hus og hjem og unger senere på sæsonen. En rundtur ud over havet i Mettes skop giver et par flotte toppede skalleslugere og en toppet lappedykker, men ellers ingenting. Henne ved hegnet ser vi, at jordbunkerne med pindsvine-kardebolle, som stillitserne har siddet og mæsket sig i først på vinteren, er blevet jævnet med jorden. Men mon ikke, at der ligger en masse frø i jorden parate til at spire når varmen kommer?

Gerd Bonnesen
Ved hegnet indtil Stubben. Marts 2008. Foto: Gerd Bonnesen.

Vi går langs søerne og tæller bl.a. troldænder, toppede skalleslugere, svaner, et par gæs der lander i samme øjeblik og en enlig fiskehejre i sivene. Ellers er der mildest talt ikke meget at komme efter idag, og vi er åbenbart de eneste, der ikke har forstået det, eftersom vi i dette øjeblik er de eneste mennesker i verden på Stubben. Vinden er frisket en del op og det med de 5 m/s må have været en prøve, for nu føles det i alle tilfælde som mindst 9-10 m/s og et vindstød sender pludselig skopet på en flyvetur, heldigvis når Mette at gribe det i sidste øjeblik.

Vores fingerspidser er blevet følelsesløse og vi bliver hurtigt enige om, at turen idag slutter, når vi har drukket en kop te henne ved jordvolden øst for søerne. Siddende i læ for søndenvinden bag jordvolden, drikker vi vores te , mens skyerne trækker sig sammen over hovedet på os og flere og flere hårde snefnug bliver pisket vandret gennem luften af den stadig tiltagende vind.

Da vi har fået varmen i fingerspidsen vender vi om. Imens funderer vi over, hvordan det kan være, at vi på en eller anden måde altid befinder os på Stubben, når vejret har sendt alle andre hjem i deres varme stuer til gåsebryst og varm kakao med rom i. En hurtig efterrationalisering bringer os til frem til, at det selvfølgelig er fordi, der jo også skal være nogen, der tæller fuglene i dårligt vejr, for at man kan få det sande billede af fuglelivet på Stubben. Og disse nogen er tilsyneladende os.

Vi kunne sikkert have forsat vores filosoferen en rum tid endnu, hvis ikke vi var blevet afbrudt af en højlydt trompeteren i luftrummet lige over os. Vi vender ansigterne mod himlen og en flok på 55 traner kommer svævende sydfra. Hvad de har gang i, trækkende i snevejr, strid blæst og ringe sigt er ikke til at sige, men forhåbentlig er de selv klar over det. Ude over havet skruer de sig op i vinden inden de forsvinder nordpå langs kysten.

Ny art for os begge på Stubben og ny art for Mette – vi jubler! Og det giver os en ide om den fede oplevelse vi har i vente, når tranetrækket for alvor begynder, forhåbentlig i næste uge. I hård modvind og tæt sne på vores cykler strider os tilbage til Østerbro efter vores bedste tur til Stubben nogensinde rørende enige om, at der selv i møgvejr altid er en meget god grund til at tage et smut på Stubben.

Skovsneppe på Stubben og sidste nyt

marts 11, 2008

Mandag d. 10. marts var jeg en tur på Stubben. Det startede gråt, men efter en times tid klarede det op og turen sluttede i strålende solskin. Jeg havde håbet på lidt træk, men der var ikke meget i luften eller ude over vandet. Det bedste på del 1 var en flok på 20 Snespurve, masser af syngende Sanglærker og Stor Præstekrave i sangflugt. Det bliver spændende at se om det bliver til yngel. Sidste yngleforsøg er fra midt i halvfemserne!  

På del 2 trak en enkelt Misteldrossel over og forsvandt i nordvestlig retning. Det er ikke tit den ses på Stubben – et par enkelte fund årligt. Derudover masser af Sanglærker. Efter lidt kratluskeri i Stubbenskoven valgte jeg at tage en tur udover det åbne område. Da jeg er ved at være igennem det åbne område syd for Stubbenskoven, hvor græsset ikke er slået, vælter en stor fugl pludselig op for fødderne af mig – SKOVSNEPPE! Jeg når at gribe kameraet og får et par enkelte skud – ikke bedste kvalitet, men man kan da se hvad det er.

skovsneppe_red2_125_500x_filtered.jpg
Skovsneppe, Stubben – del 2, marts 2008: Foto: Thomas Hellesen

Et par øvrige billeder fra dagens tur


sanglaerke_stubben_10marts08_141_red3_500x415_filtered.jpg
Sanglærke, Stubben, marts 2008. Foto: Thomas Hellesen

staer_stubben_10marts08_215_red2_500x_filtered.jpg
Stær, Stubben, marts 2008. Foto: Thomas Hellesen 

Af andet nyt skal nævnes at Københavns Havn har meddelt, at jordbunkerne, hvor Digesvalerne plejer at yngle, fjernes i nærmeste fremtid. Der kommer muligvis også en mindre terrænregulering af det yderste område på del 1, der hvor de fyldte søen op sidste år. Havnen har også planer om noget arealpleje, men det vides ikke pt. hvor og hvor meget.

Havørn på Stubben

marts 4, 2008

I dag tirsdag d. 4. marts var Mikkel Willemoes en tur på Stubben. Det gav en trækkende ung Havørn. Kun det fjerde fund for Stubben! Fuglen kom trækkende ind fra nordøst, hvorefter den skruede sig op og forsvandt i stor højde mod sydvest. Den blev set i tidsrummet 12.25 – 12.32. Mikkel har nu på en måned fundet både Vandrefalk og Havørn på Stubben – det er godt gået.

Dagens Havørn fik Mikkel, lige som Vandrefalken, fotodokumenteret.

havoern_stubben_432008_mwk_500x363.jpg
Havørn, Stubben 4. marts 2008. Foto: Mikkel Willemoes Kristensen

Bjergirisker og Lille Lappedykker

marts 3, 2008

Skrevet af  Gerd Bonnesen.

Efter en måneds ufrivilligt fravær fra Stubben har jeg kraftige Stubben-abstinenser. Og da Mette og jeg har set i DOFbasen, at der i de foregående dage er blevet set snespurve og bjergirisk i store mængder, den sidste art har vi aldrig set før og har den således heller ikke på vores Stubbenliste, tager vi en hurtig beslutning om at tjekke dem ud. Efter at have tjekket en vind på 6/ms og helt klart vejr cykler vi frejdigt ud gennem Nordhavnsområdet. Næsten henne ved rundkørslen på Kattegatsvej bliver Mette pludselig opmærksom på en kæmpe flok småfugle på omkring 70 individer, der flyver omkring på det indhegnede område, for derefter at sætte sig på hegnet. Vi kaster os af cyklerne, som bliver parkeret mindre reglementeret ude på vejen, hurtigt op med Mettes skop. Det er selvfølgelig vores bjergirisker, der lystigt kvidrende byder os velkommen. Vi havde jo også bestilt dem! Fedt, en ny art på vores liste! En bil kommer kørende og bjergiriskerne forsvinder over på Stubben. I stilheden høres nu sanglærkernes triller inde på del 1. Hr. eller fru tårnfalk er også stået op og svæver oppe over tunnelelementfabrikken, inden den pludselig forsvinder over mod del 2. I rundkørslen sætter vi skopet op igen og får nogle edderfugle og toppede skalleslugere ude på det solbeskinnede hav. Den obligatoriske morgenduelige lystfisker står på stensætningen og hiver trofast sit blink ud og ind.

Inde på del 1 mødes vi af lærkesang fra alle verdenshjørner. 4 sanglærker slås tilsyneladende om retten til at synge over en græsplet ved 1ste sø. På vores tur langs søen ser vi hele tiden sanglærker der flyver op, slås og forfølger hinanden, nogen gange hen over søen. Langt borte ved hegnet kommer en hundeejer med 4 mynder ind på området. De jager gispende frem og tilbage over engen. Vi tænker sørgmodigt på, at lærkerne nok skal være meget heldige, hvis de skal lykkes i at få flyvefærdige unger på vingerne. Heldigvis er de jo lykkeligt uvidende om dette.

Nu skal troldænderne og blishønsene i søen tælles. 3 par Toppede Skalleslugere har vi spottet og knopsvaneparret var der også. Mette tæller, mens jeg forsøger at fange en pil af en slags med gæslinger.

gaeslingerstubben.jpg 
Gæslinger. Stubben, marts 2008. Foto: Gerd Bonnesen

Alt imens jeg nærmest ligger på jorden for at få et nærbillede råber Mette: En Lille Lappedykker! Jeg rejser mig fluks og griber kikkerten men mødes så med et: Nå, nu dykkede den! Denne scene gentager sig et par gange, og det er jo let nok for Mette at påstå, at det er en lille lappedykker hun står og kigger på, når den befinder sig under vandets overflade, hver gang jeg med besvær får rejst mig og grebet kikkerten i stedet for kameraet. Nå, men det lykkes mig til sidst at få den lille på kornet. Stor glæde hos os begge over at gense en gammel bekendt efter en lang vinters fravær.

gulblomststubben.jpg 
Følfod. Stubben, Marts 2008. Foto: Gerd Bonnesen

Videre ud på yderste del af del 1 for at finde nogle Snespurve. Dem finder vi dog ingen af, men dog endnu 3 lærker og 2 Grågæs. Nogle fortrøstningsfulde Følfod med nyudsprungne gule hoveder er også dukket op af den stenede jord og står og skutter sig i den stride blæst. Vi fortsætter over mod det indre bassin, hvor et Knopsvanepar tager imod os. Dem har vi ikke set i bassinet før. De er ret tillidsfulde og Mette deler gavmildt sit rundstykke med dem.

svanerstubben.jpg 
Knopsvaner. Stubben, marts 2008. Foto: Gerd Bonnesen.

I mellemtiden er det blæst kraftigt op fra vest med tiltagende skydække, så på trods af 4 lag tøj er vi blevet gennemkolde. Vi dropper vores sædvanlige runde på del 2, og går langs søerne tilbage, hvor de Toppede Skalleslugerhanner er fuldt optagede af at imponere hunnerne med deres bukken og nikken.

topskalstubben.jpg 
Toppet Skalleslugere. Stubben, marts 2008

Vi drikker en hurtig kop kaffe og te ved rundkørslen og vender derpå vores kolde næser hjemad, alt imens vi tilfredse konstaterer, at det – endnu en gang – har været vores bedste tur på Stubben.

Rekord-forekomst af Snespurv på Stubben!

marts 3, 2008

Den 29.2 var Ib Jensen på Stubben og her kunne han notere hele 140 rastende Snespurve på del 1. En klar rekord-forekomst! Tidligere største observation var fra d. 25.1.2004 med 80 (IOL).

140 Snespurve er rigtig mange - ikke kun for Stubben! Siden 2005 er der for HELE sjællandsområdet kun 8 andre observationer af flokke på over 100!

 

Nedenunder et par fotos af en større flok der holdt til på Stubben i december.

snespurv_4122007_292_500x285.jpg
Snespurve på Stubben, december 2007. Foto: Thomas Hellesen

 

snespurv_4122007_235_500x276.jpg
Snespurve på Stubben, december 2007. Foto: Thomas Hellesen