Foråret er på trapperne! For et par uger siden blev de første Sanglærker set på Stubben i år, og de ses nu regelmæssigt derude. Stæren er også blevet set, så foråret er ikke langt væk. Vinterens Snespurve er stadig på plads, dog er der ikke så mange som i december. 2 – 4 ses for det meste, men 15 blev set d. 10/2 (GB). Et par Skærpibere ses også af og til. Tårnfalkeparret er også på plads, så det bliver spændende at se om der kommer unger på vingerne i år. Af spændende obs. fra de sidste uger skal nævnes en trk. Sule 2/2 (SKRY), Vandrerfalk d. 5/2 (MWK) og en Gransanger d. 12/2 (MWK), hvilket er et usædvanligt tidspunkt for arten. En sæl blev også set tæt på d. 10/2 – en sjælden gæst på Stubben (MB, MST).

Tårnfalk, februar. Foto: Thomas Hellesen
Snespurv, februar. Foto: Thomas Hellesen
Af andet nyt skal nævnes, at søerne tilsyneladende ikke fyldes op i år alligevel. I et svar fra Københavns Havn fremgår det, at søerne “henligger indtil videre”. Det er jo positivt. Derudover er havnen gået i gang med noget “arealpleje”, hvilket indtil videre har resulteret i at flere buske og træer er blevet ryddet syd for indgangen på del 1 omkring helekopterlandingspladsen. Det er ærgerligt, da disse buske og træer var gode for småfuglene. Havnen er blevet opfordret til at skåne det tætte krat ved indgangen, såfremt det ikke er strengt nødvendigt at fjerne det. Vi håber derfor på, at havnen vil være lydhøre overfor dette ønske.
De næste par uger plejer normalt ikke at kaste det store af sig på Stubben, men et kulde- eller varmefremstød kan sætte gang i tingene. Vandrefalken kan også kigge forbi igen og måske kan man være heldig at finde en Mosehornugle. Derudover bør man også holde øje med molestene, da der kan gemme sig Sortgrå Ryler her.

Grågæs, februar. Foto: Thomas Hellesen
