
Stubben, del 1. Oktober 2007. Foto: Thomas Hellesen
Den yderste del af Nordhavnen er skabt ved modtagelse af byfyld. Opfyldningerne er sket over de sidste 30-40 år, med de største opfyldninger i starten af perioden. De senere år har der kun været tale om mindre opfyldninger.
Den yderste del af Nordhavnen blev grundlagt med henblik på en fremtidig udnyttelse af området til havneformål. Pga. byens pres på havnen, var det tanken at flytte havneaktiviteterne længere ud på området, hvilket også er sket inden for de sidste 10 år.
I 80’erne og starten af 90’erne lå området mere eller mindre ubenyttet hen. I 1995 anlagde Øresundskonsortiet så en fabrik – den store grå hal – for produktion af tunnelelementer til den faste forbindelse over Øresund. Fra 1995 frem til 2000 var Stubben lukket land, idet området fungerede som arbejdsplads. Det store bassin med sluseport, og det tilstødende yderbassin, som ligger ud for og i forlængelse af den grå hal, er lavet i forbindelse med dette arbejde. I dag ligger del 2 ubenyttet hen, mens der på del 1 foregår forskellige aktiviteter dels i form af en nyere containerplads placeret ved den grå hal, dels i form af opmagenisering af sten og diverse andet ligeledes i området omkring den grå hal.
Derudover benyttes Nordhavnstippen flittigt af diverse rekreative brugere. Både fuglekiggere, lystfiskere, hundeluftere m.m. benytter sig af området.
Stubben var, sammen de øvrige arealer i Nordhavnen, frem til oktober 2007 ejet af Københavns A/S. I dag er Stubben, og de øvrige havnearealer, ejet af Arealudviklingsselskabet I/S som blev stiftet i efteråret 2007. I forbindelse med stiftelsen af Arealudviklingsselskabet blev bl.a. Københavns Havn A/S nedlagt. Arealudviklingsselskabets formål er primært at udvikle arealerne i Ørestad og København Havn samt forestå havnedrift i Københavns Havn. Havnedriften varetages via datterselskabet Copenhagen Malmö Port (CMP). Arealudviklingsselskabet I/S er et byudviklingsselskab, som er oprettet i henhold til ”Lov om Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S”. Arealudviklingsselskabet ejes af Københavns Kommune (55 pct.) og Staten (45 pct.).
For mere information om Arealudviklingsselskabet henvises til følgende link:
http://www.arealudvikling.dk/om_arealudviklingsselskabet.htm
Hvad angår Arealudviklingsselskabets planer for Nordhavnen henvises til følgende:
http://www.arealudvikling.dk/byomrader/nordhavnen.htm