Adgangsforhold

By stubbengruppen

Af: Thomas Hellesen 

Transportmulighederne til Stubben er lige til. Bus-linje 26 har endestation i områdets nordvestligste spids på Kattegatvej. Adgangen ind til Stubben (del 1) sker enten ved ”hovedindgangen” i områdets vestside, hvor porten i hverdagene står åben, eller oppe fra rundkørslen af. Inde på området er der forskellige stisystemer og en mindre grusvej, man kan følge. Stierne er brugbare, hvis man er på cykel, men det nemmeste er at færdes i området til fods. Fra del 1 kan man komme videre over på del 2 enten ved at gå over, hvor bassinet støder op til dokken, eller ved at gå bagom dokken langs den grå hal.
Kommer du i bil er det nemmeste at parkere ved Fiskerihavnen og så gå rundt om havnen ud til molestenene og hen til rundkørslen. Herfra fortsætter man så ind på del 1.

Officielt er det egentlig ikke tilladt at færdes på Stubben. Det er der to grunde til. Den ene er, at søerne på del 1 er klassificeret som depoter og derfor er omfattet af den lovgivning, der gælder herfor. Det betyder, at så længe søerne (= opfyldningsdepoterne) ikke er fyldt op, må offentligheden ikke gives adgang til området af sikkerhedsmæssige grunde. Det er derfor på eget ansvar, at man færdes på området. Og de bestemmelser der gælder for området gør altså, at havnen er nødsaget til at hegne det af. Som det ser ud lige pt. (feb. 2009), er det dog sandsynligt at der vil blive åbnet op ind til området i løbet af 2009, da By og Havn er i gang med at fylde søerne/depoterne op. Mere herom kan læses under Set og Sket (se under feb. 2009).
Den anden grund er, at Københavns Havn har haft problemer med uautoriseret henkastning af jord og affald. Derfor har de bibeholdt hegnet for at undgå denne færdsel.

Imidlertid bliver området brugt flittigt af diverse friluftsnydere. I den forbindelse skal også nævnes, at da den nu nedlagte driving range stadig lå der (på del 1), var der offentlig adgang til den del af området. Endvidere har en vandscooterclub de sidste år også holdt til i det aflukkede bassin mellem del 1 og del 2. Der er således mange forskellige brugere af området, og det er sandsynligvis også grunden til, at Københavns Havn har valgt at forholde sig overbærende til de mange besøgende, idet de ikke volder dem nogen problemer.

Læg en kommentar