Stubben, også kaldet Nordhavnstippen, dækker den nordøstligste del af Nordhavnshalvøen beliggende i Københavns Havn og er samlet ca. 100 ha. stort. Områderne del 1 (norddelen) og del 2 (syddelen), udgør de vigtigste arealer. Stubben er kendetegnet ved store åbne flader, de to søer og krat.
På del 1 er der et mindre kratområde som er koncentreret omkring og langs hegnet mod vest. Efter dette område følger mod øst en nu nedlagt driving range (golføvebane), som strækker sig et par hundrede meter ud. Herefter kommer den første søerne. Søerne blev gravet i 1995 med henblik på deponering af havnesediment og byfyld. Størrelsen på dem er i cirkatal hhv. 115 x 90 m (sø 1), 205 x 55 m (sø 2) og 160 x 90 m (sø 3). Den yderste sø er nu opfyldt. Søerne er ikke dybe. Vegetationen er lav og til dels meget spredt i den nordlige del. Mod havet afgrænses del 1 af en stensætning af store molesten. Mellem del 1 og del 2 ligger de to vandbassiner, hvor det ene stort set er lukket af ud til Øresund. Det andet bassin er åbent, og kan bedst beskrives som et indhak mellem del 1 og del 2. Det aflukkede vandbassin er på nord- og sydsiden lukket inde af høje diger, og mod vest (vest for det aflukkede vandbassin) ligger dokken, og vest for denne den grå hal.

Stubbenskoven, del 2. April 2007. Foto: Thomas Hellesen
Del 2 er kendetegnet ved et større krat/skovområde, som i folkemunde kaldes Stubbenskoven eller hovedkrattet. Sammen med krattet i begyndelsen af del 1, er det i disse områder, at langt de fleste obs. af rastende ”kratsmåfugle” gøres. Syd og øst for Stubbenskoven er der lige som på del 1 åbne, flade områder med lav vegetation, dog er der også enkelte buske og småtræer. Sydområdet på del 2 er til tider fugtigt/sjappet, især i efterårs- og forårsmånederne, og enkelte sivområder findes her. I bunden af del 2 (mod vest) afskæres området af et højt hegn, hvor der på den anden side ligger en større virksomhed. Områdets sydlige del afgrænses af en dybere kanal, Skudeløbet, som løber fra Skudehavnen og ud til kysten. Området syd for Skudeløbet er ikke offentligt tilgængeligt. Udover Stubben skal også kort nævnes et par øvrige lokaliteter beliggende på den yderste del af Nordhavnshalvøen.
I den nordvestligste del af Nordhavnshalvøen ligger den nye Fiskerihavn, der blev bygget som erstatning for den der tidligere lå i Skudehavnen. Området omkring havnen har udviklet sig meget unikt, idet der er blomstret et lille bysamfund op med en meget særegen stil og stemning, der næppe findes andre steder i hovedstaden. De fleste observationer af Kaspisk Måge og Middelhavssølvmåge er gjort fra Fiskerihavnen. I sydvestlig retning fra del 2 (ca. midt i Nordhavnsområdet) ligger Skudehavnen. I området omkring Skudehavnen er der en del mindre træer og småkrat, hvor der af og til raster småfugle. Isfugl er også set et par gange i havnebassinet, og i de år, hvor Hjelmskalleslugeren er blevet set, har den ligget i disse bassiner.
Afslutningsvis skal Svanemøllebugten også nævnes. Her raster af og til en del vandfugle, primært ænder.
Kort over Stubben
Vejene angivet ved A til F er:A. Sundkrogsgade
B. Skudehavnsvej
C. Færgehavnsvej
D. Baltikavej
E. Kattegatvej
Områderne ved 1 til 12 er:1. Kratområdet ved hegnet.
2. Den nedlagte driving range.
3. Søerne 1, 2 og 3 (fra venstre mod højre) Den yderste sø, sø 3, er nu opfyldt.
4. Den grå hal.
5. Dokken.
6. Bassinet.
7. Stubbenskoven.
8. Skudehavnen.
9. Skudeløbet.
10. Asfalteret og lukket omr.
11. Svanemøllebugten.
12. Fiskerihavnen.
